Forfatter: Villy Klit-Johansen

Af Villy Klit-Johansen

Herrens afsluttende velsignelse ved dåben lyder: ”Fred være med dig!” Indtil reformationen var denne velsignelse den eneste, der blev brugt i kirken. Det er de ord, som den opstandne Frelser mødte sine disciple med påskedag om aftenen, da de sad med døren låst af frygt for deres liv. Velsignelsesordet er Herrens levende ord, der giver det, som ordet lyder på, til den, der tror det: Herrens fred.

Grundtvig mente, at Herrens velsignelse, altså: Fred være med dig!, hører med til dåbens væsen. Den hører altså nødvendigt med til dåbsritualet. I ritualet står den endda med stor vægt som det sidste ord til den døbte. Med andre ord: Jesus lever, døden er overvundet!

”Fred være med dig!”, det var var den hilsen fra den opstandne Herre, som det hele begyndte med. Den er begyndelsen på den kristne menighed og gudstjeneste. Bogstaveligt: Den første søndag efter påske fandt i Jerusalem historiens første kristne gudstjeneste sted. Og det er de ord, det nye liv som Guds barn begynder med for den enkelte.

Velsignelsen siges, ligesom Fadervor, under håndspålæggelse på den døbtes hoved, hvis man ellers følger ritualbogen. Håndspålæggelsen understreger, at der oprettes et personligt forhold mellem Gud og det bestemte menneske.

Velsignelsen med håndspålæggelse er desværre ved at gå af brug, hvilket de ansvarlige for de nyere ritualbøger ikke er uden skyld i. Her bliver jeg nødt til at bringe et par oplysninger om ritualets historie. Hvis læseren ikke har tålmodighed til at læse dem, så spring blot de følgende to korte afsnit over!

I Luthers ”Taufbüchlein” lægger præsten ganske vist ikke hånden på barnets hoved under velsignelsen, men iklæder barnet ”dåbsskjorten” (das Westerhembd). Dette var et stærkt tegn på velsignelsens personlige adresse. Da iklædningen gik af brug, gik man i stedet over til at lægge hånden på barnets hoved. Håndspålæggelsen udtrykker også, at der i dåben oprettes et personligt forhold mellem Gud og barnet.

Velsignelsens ordlyd var altid ”Fred være med dig!”, altså 2. person ental. Sådan i Luthers ritual, i Kirkeritualet af 1685 og i ritualet af 1895. I de to sidstnævnte er håndspålæggelsen befalet. Også i ritualet af 1912 er håndspålæggelsen obligatorisk, men alligevel går der noget galt, idet ordlyden er ændret til ”Fred være med dig (Eder)!” Altså 2. person flertal som valgmulighed. Hvordan skal man bære sig ad med at lægge hånden på hvert enkelt barns hoved, hvis man bruger 2. person flertal i velsignelsen? Er det massedåb i bykirkerne, der spøger? Hvis der er mange dåb, rationaliserer man arbejdsprocessen! Desværre blev der ikke rettet op på denne fadæse i den nyeste ritualbog fra 1992.

Skulle vi ikke stå sammen om at holde ”Fred være med dig!” i hævd som Herrens eget ord, talt personligt til den døbte! Og derfor selvfølgelig med håndspålæggelse.

Følgende salmevers vil unægtelig miste sin mening, hvis Herrens velsignelse som en del af dåbspagten skulle gå helt af brug.

Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
det fredens ord hver Herrens dag
gør rolig midt i våbenbrag.

Dåbsritualet havde umådelig stor betydning for Grundtvig. Hans studier i ritualet og ikke mindst hans af dåbsritualet inspirerede salmer har æren for, at vi i Danmark har bevaret langt mere af det klassiske ritual end vore nabolande. Grundtvigs store indsats i denne sammenhæng er en konsekvens af hans dåbspagtsteologi, som jeg omfatter med varm interesse for ikke at sige stor begejstring. Hvilket vil være mange bekendt.

Den smukke og trøsterige salme ”Sov sødt barnlille” bliver man aldrig færdig med. Den står i afsnittet ”Trøst og fred”, men bruges i mange kirker som dåbssalme. Det giver god mening, eftersom dåben er det, der har givet Grundtvig ”skabelonen” til den.

I salmens fjerde strofe synger vi: ”et ord af Guds søn / er blevet til bøn”, og vi tænker måske: Ja det er klart, Fadervor er jo den bøn, Jesus lærte sine disciple, så den stammer oprindelig fra ham. Men nej, det er ikke en lidt kluntet måde at sige, at Fadervors ophavsmand er Jesus. Det ville også ligne Grundtvig dårligt. Ordene skal forstås ud fra sammenhængen. Der ligger meget mere i det end som så.

Hvis jeg nu et øjeblik ser bort fra salmens vidunderlige skønhed og analyserer lidt, så dukker der nemlig noget interessant op, som får én til at sige aha, nå sådan! så forstår jeg pludselig, hvad Grundtvig mener.

Sagen er den, at Grundtvig klæbede sig til dåbsritualet. Vel at mærke dåbsritualet, som det var dengang, før man i 1912 flyttede Fadervor hen efter vandøsningen.

I det gamle dåbsritual kom Fadervor umiddelbart efter ”børneevangeliet”, det med de velkendte ord: ”Lad de små børn komme til mig osv.” Den rækkefølge findes allerede i Luthers ”Taufbüchlein” og er sikkert meget ældre.

I Luthers ritual, som var den tradition, Grundtvig levede i, er det sådan: Børneevangeliet fra Markus slutter med ordene: ”Og [Jesus] tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Uden nogen snak fortsætter Luthers ritual: ”Så skal præsten lægge sine hænder på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler: Fadervor, du, som er i Himlene …”

Fadervor er altså simpelthen et ord, talt af Vor Herre Jesus selv til dåbsbarnet. Hans velsignelsesord dengang, da han i landet øst for Jordan (Markus 10) lagde hænderne på de små børn, kender vi ikke, men nu ved dåben siger han Fadervor til den, der døbes. Det skal forstås sådan, at nok er det præsten, der siger Fadervor, men i virkeligheden lægger han blot stemme til.

Grundtvig er ikke i tvivl om, at Vor Herre Jesus virkelig står usynlig ved siden af, og det er ham, der taler. ”Et ord af Guds Søn er blevet til bøn” betyder altså ikke sådan i al almindelighed, at Fadervor som bekendt er Herrens bøn. Nej, ud fra sammenhængen har det en præcis og specifik betydning. Fadervor er Herrens eget ord i dette øjeblik, talt personligt til den, der skal døbes. Og ved at sige Fadervor til den, der døbes, tager han denne med ind i sit eget barneforhold til sin himmelske Fader. Nu kan vi sige Far til den almægtige skaber og leve i barnets tillid til ham.

Fadervor er altså Guds ord, før det er vores ord. Derfor kalder Grundtvig i verset forud Fadervor for ”det lille Guds ord”. Det er ellers dåbspagten, han plejer at kalde “det lille ord af Herrens egen mund”, men her er det Fadervor. Og bønnen er nok det lille Guds ord i sammenligning med dåbspagten, der så bliver det store.

Hvor er det en skam, at den sammenhæng er gået tabt med flytningen af Fadervor i 1912-ritualet. Man kan ikke ændre de enkelte leds rækkefølge uden at gribe dybt ind i og ændre dåbsteologien.

Vi har den rest tilbage af den gamle sammenhæng, at præsten stadig skal lægge hånden på barnets hoved, mens han siger Fadervor, men det undlader flere og flere præster at gøre, vel netop fordi de ikke har mulighed for at se sammenhængen, som altså er, at Fadervor er Herrens eget ord, der bliver sagt til os ved døbefonten, ligesom Jesus engang for et par tusinde år siden lagde hænderne på børnene og velsignede dem med ord, som vi altså ikke kender.

Og når det anfægtede Guds-barn senere i livet beder Fadervor, omfavner Guds engle i Himlen det lille Guds-ord med glæde.

”De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
Et ord af Guds Søn
Er blevet til bøn.”

Jordklimpen er mennesket. Det er stort, at Guds Søns ord er blevet vores, så det kan blive til bøn på vores tunge. Vi kan sammen med Guds Søn tale til Vor Far i Himlen. Det er så stort, at Guds engle i Himlen jubler over det!

Villy Klit-Johansen 22. februar 2021