Forfatter: Villy Klit-Johansen

Den såkaldte blasfemiparagraf er kommet på dagsordenen igen. Anledningen er sagsanlægget mod en nordjyde, der lagde en video ud på nettet. Videoen viser manden brænde en koran af.

Enhedslisten har stillet et lovforslag om at afskaffe blasfemiparagraffen, som partierne skal tage stilling til i Folketinget den 25. april.

Regeringspartierne er indbyrdes uenige. De Konservative og Liberal Alliance ønsker den afskaffet, mens Venstre er imod forslaget. Socialdemokraterne har været på slingrekurs, men 3. juni 2015 udtalte partiet til Kristeligt Dagblad følgende: “Straffelovrådet har udtalt, at det som blasfemiparagraffen beskytter imod, er afbrænding af koraner og bibler. Vi har derfor svært ved at se, hvorfor vi skal afskaffe en paragraf, som straffelovrådet siger ikke begrænser ytringsfriheden.” Hvis det stadig er Socialdemokratiets holdning, betyder det, at såfremt regeringspartierne bliver enige om at stemme imod, falder forslaget.

Allerede sidst på året 2004 var der en del røre omkring blasfemiparagraffen. Tre partier bekendtgjorde, at de ville fremsætte forslag om paragraffens afskaffelse. Det var Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Enhedslisten sluttede sig vistnok til koret. Der var altså dengang tale om et flertal uden om den daværende regering. I parentes bemærket er det ikke sikkert, at alle de nævnte partier havde det samme motiv til at støtte initiativet. Det samme gælder i dag.

Men hvad er ”blasfemiparagraffen”? Det drejer sig om straffelovens § 140, der lyder som følger: ”Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Det bemærkes, at det ikke, som i den oprindelige blasfemilovgivning, er Gud, men religionssamfundenes troslærdomme og gudsdyrkelse, der er beskyttet af loven.

Naser Khader rammer altså lidt ved siden af, når han siger: ” Gud har ikke brug for en lov til at beskytte sig i 2017.” I øvrigt må man spørge, om Gud nogensinde har haft brug for lovbeskyttelse.

Debatten i december 2004 var efterdønninger af mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Han blev myrdet af muslimske fundamentalister på grund af sin film Submission. Man husker sikkert, at den handler om muslimsk kvindeundertrykkelse. Især vakte det forargelse blandt muslimer, at filmen viser en nøgen kvinde med vers fra Koranen skrevet på kroppen. Herhjemme anlagde advokat Laue Traberg Smidt sag mod DR for at vise klip fra filmen. Sagsanlægget skete angiveligt på vegne af 20 muslimer. Det viste sig dog at være et falsum, Traberg Smidt var i virkeligheden alene om det. Men der var rigtignok voldsomme muslimske reaktioner.

I april 2006 var flertallet uden om regeringen smuldret bort, idet socialdemokraterne nu var indbyrdes uenige. Omsvinget skyldtes den såkaldte muhammed-krise, som havde floreret i mellemtiden med kulmination i begyndelsen af året 2006. Verden havde fået at se, at muslimer finder det krænkende, at deres religion bliver kritiseret for at have et voldspotentiale indbygget i sit væsen. Muslimerne reagerede på denne kritik ved at udløse et voldsorgie!

Omsvinget i en del socialdemokraters holdning fra 2004 til 2006 kan næppe forklares med andet en frygt for muslimerne.

Det, der skal fremhæves her, er imidlertid, at der kan anføres særdeles gode (kristne) teologiske argumenter imod at straffe blasfemi. Ganske kort sagt, fordi Guds projekt kristeligt forstået netop var at aflægge al magt og åbenbare sig for mennesker som selvhengivende kærlighed. Jesus blev som bekendt hånet og spottet – og mere end det, og han fandt sig i det. Blasfemi i egentlig forstand, forhånelse af Gud, har Gud altså taget sig af på sin egen måde.

Der er grund til i den forbindelse at gøre opmærksom på, at Jesus blev udsat for forhånelse, forfølgelse og til sidst henrettelse på korset, netop fordi han kritiserede religionen. Rent faktisk blev han dømt til døden for gudsbespottelse! Hvordan skulle kristne så kunne gå ind for at straffe gudsbespottelse?

Det er også svært ud fra evangeliet at forsvare den moderne blasfemiparagraf, der forbyder forhånelse af Folkekirkens (og andre trossamfunds) troslærdomme eller gudsdyrkelse. Hvorfor? Den korte version af svaret er, at Jesus udtrykkeligt befalede sine disciple at elske deres fjender og gøre godt imod dem, der hader dem. (Luk. 6,27). Tilmed sagde han til dem: „En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre.” (Matt. 10,24-25)

Der er altså gode grunde til, at kristne ikke skal ønske sig en ”blasfemiparagraf” anvendt imod personer, der forhåner den kristne tro. Vor Herre er stærkere end alle spottere og voldsmænd. Vi har ikke noget at frygte, og vi har derfor ingen grund til at blive vrede eller krænkede.

Det taler for, at vi bør gå ind for blasfemiparagraffens afskaffelse. Nu påberåber muslimer sig ganske vist en særlig beskyttelse af deres religion, også ved benyttelse af denne paragraf i straffeloven, og det medfører en overvejelse af spørgsmålet om, hvordan vi kan imødekomme et ønske om beskyttelse mod forhånelse samtidig med, at vi bevarer retten til at udøve religionskritik. Frihed til religionskritik er nemlig en betingelse for, at der kan findes kristendom.

Jeg vil mene, at det er umuligt juridisk at trække en klar grænse mellem forhånelse og religionskritik. Det taler ubetinget for at afskaffe paragraffen. Det med, at man ikke bør spotte og håne religiøse lærdomme, er et spørgsmål om moral, ikke jura. Det handler simpelthen om at opføre sig ordentligt. Den, der ikke opfører sig ordentligt i den forstand, stempler sig selv og nedsætter sig selv i almindeligt omdømme. Han skal kort sagt modsiges, ikke trækkes for retten. Vi skal altså ikke imødekomme muslimernes ønske om særlig beskyttelse af deres religion.

Hvis det derimod ikke er religion, men personer eller grupper af personer, der trues eller forhånes pga. deres race, religion m.v. har vi jo ”racismeparagraffen”, paragraf 166b, som aftrykkes nedenfor.

Men forhånelse af religion er et moralsk spørgsmål. Hvis man lovgiver om moralske spørgsmål, kan det i yderste konsekvens ende i et moralsk eller et religiøst tyranni. Det er der uhyggeligt mange eksempler på. At lovgive om moralske spørgsmål er vejen ind i totalitarisme og tyranni.

Kernen i sådan noget er altid, at de, der er ”oplyste” og ”gode”, altså kender Guds vilje eller er overbevist om, at de ved, hvad der er godt for alle mennesker, føler sig berettigede til at regere over alle andre. Hvis de får magten, går det galt. Det kender vi i en humanistisk udgave fra sovjetkommunismen og mange andre lande, og i en religiøs udgave kender vi det i nutiden fra præstestyret i Iran. I lidt mindre grum udgave findes totalitarismen mange andre steder i verden.

Kristendommens indbyggede religionskritik er nødvendig, hvis vi skal undgå at ende i totalitarisme og tyranni. Kristendommen kender menneskets mørke sider. Fra evangeliet ved vi, at mennesker, der vil gøre sig bedre end andre, altid ender med at øve ondskab.

Jo, blasfemiparagraffen er overflødig eller endda skadelig. Jeg mener, at den kun kan fremme det religiøse hykleri. Og så kan den jo udnyttes af personer, der forsøger at skaffe sig magt i religionens navn. Den ønskes nemlig brugt af muslimer til at forbyde religionskritik.

Villy Klit-Johansen

 

Note:

Straffeloven har også den såkaldte ”racismeparagraf”:

Kapitel 27: Freds- og ærekrænkelser
§ 266b
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

 

Et par smagsprøve fra min bog “Menneske først… – Ateisme, religion og folkelighed i evangeliets lys”. De er fra kapitlet om “Islam og evangeliet”:

Teokrati kontra sekularisme

Et af de store problemer er, at islam efter sit væsen er en lovreligion og en ideologi, der vil bestemme, hvordan samfundet skal indrettes. Islams ideal er gudsstaten (den teokratiske stat), hvor alle styrets bestræbelser sigter imod at gennemføre, hvad man opfatter som Guds vilje i alle forhold i samfundet, også i den enkeltes personlige liv, vel at mærke ikke efter den enkeltes frie valg, men som tvang ovenfra, sådan som vi kender det fra præstestyret i Iran og Taleban-regimet i Afghanistan og flere andre steder i verden. Det er altså et totalitært syn, hvor de gode mennesker, der kender Guds lov, vil regere på Guds vegne. Og det er selvfølgelig kun godt for alle mennesker! Det er mildest talt en tankegang, der er anderledes end den, vi er vant til her til lands, hvor vi skelner mellem kirke og stat, hvad islam jo altså ikke gør.

Hvordan skal et islamisk samfund i Danmark kunne forenes med vores sekulære samfundsmodel? Et sekulært samfund betyder et verdsligt samfund, hvor lovgiverne ikke er underlagt forskrifter fra religiøse autoriteter, eller fra religiøse dogmer for den sags skyld.

——–

Lovreligion kontra evangeliets frihed

Men det nytter ikke at skjule, at der er noget stærkt problematisk i islam. Ufriheden, lovreligionen og den direkte kristusfornægtelse strider selvsagt imod evangeliet.

Og så er der problemet med islams manglende evne til at tåle kritik. Ved at forbyde kritik kaster muslimerne et odiøst skær over deres religion.

Vi er jo i den grad præget af kristendommen, der i sit udgangspunkt og efter hele sit væsen er religionskritisk. Den er blevet til som kritik af den gravalvorlige og selvglade lovreligion. Evangelierne viser, at Jesus brugte en meget stor del af sit liv på at gøre op med farisæerne og de skriftkloge, der, nøjagtig som muslimerne langt senere, mente, at deres overholdelse af lovens mange, mange regler var vejen til frelsen. Jesus fordømte ikke et eneste menneske, der ikke opfyldte loven. Han lærte mennesker, at Guds nåde gør os fri af den slags lovreligion, som farisæerne repræsenterede. Guds nåde gør livet nyt.

Og Paulus, apostlen, kæmpede for friheden mod de religiøse kredse, der ville tvinge de nye kristne ude i den store verden til at overholde Guds lov, inklusive omskærelse, forbud mod svinekød, overholdelse af sabbatshvilen osv. Man sagde til de unge kristne menigheder, at de var fortabte, hvis de ikke overholdt loven, så kunne de nok så meget tro på Guds nåde i Kristus, det hjalp dem ikke. Paulus var helt klar i mælet i den kamp, og hans indsats blev af verdenshistorisk betydning.

Det ville være urimeligt at påstå, at kristne altid har været gode til at holde friheden fast. Det er langtfra. Men så drejer kampen sig om at vende tilbage til evangeliets frihed. I evangeliet er der et mægtigt frihedspotentiale, som vi står os ved at finde frem, også overfor muslimernes lovslaveri og den dermed sammenhængende nedvurdering af alle andre.

Friheden, personligt og i samfundet, må vi ikke give køb på. Den skal vi kæmpe for.