Af Villy Klit-Johansen

Der står meget om tro i Det Ny Testamente. Tænk bare på det centrale og ofte citerede ord i kap. 3, v. 16: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin elskede søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Når så store sager som det evige liv er på spil, er det ikke sært, at mange, mange mennesker gennem tiderne har spekuleret over, hvordan man kommer til at tro på Jesus.

De fleste har hørt, at tro er en gave, men hvad hjælper det et menneske, der ikke synes, det kan konstatere nogen tro hos sig selv. Det må fristes til at tænke: Det er altså en gave, der ikke er mig beskåret.” Men vi må svare: ”Det passer ikke”. I hvert fald ikke hvis det er et menneske, der er døbt. For svaret er, at troen bliver givet os i dåben.

Det betyder ikke, at der ikke kan tales om tro forud for dåben. Det at ønske og bede om dåben, også når bønnen er fremsat af et spædbarns forældre, er i sig selv udtryk for en begyndende tro, skabt ved undervisning i evangeliet. Men det er vigtigt at fastholde, at troen bliver givet os i dåben.

Lige før overøsningen med vand lyder dåbspagtens ord som et ord talt af Gud til den, der skal døbes (her i stærkt forkortet og let omskrevet form): ”Forsager du Djævelen – Tror du på Gud, din skaber, din frelser og din levendegører?” Dette spørgsmål er Guds eget tilbud om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv som en virkelighed, der gør livet nyt, nu og i al evighed. Og det ja, der svares til Guds tilbud, det er troen.

Vi kan med fuld ret kalde hjertets ja til Guds tilbud i dåbspagten en personlig tro. Det forhold, Gud i dåben opretter med et menneske, er unægtelig et personligt forhold. Kristen tro er et personligt forhold mellem et menneske og Gud, et forhold, hvori Gud skænker frelsen. Som sagt et forhold, som Gud opretter. Det er den mest afgørende vending, der kan ske i et menneskes liv.

Som oprettet af Gud er dåbspagten en urokkelig pagt. Den kan ikke mistes, for Gud fortryder den ikke. Troen kan være ubevidst, i nogle tilfælde må den nødvendigvis være ubevidst, fx hos det spæde barn. Troen kan falde i søvn, den kan måske dø af mangel på næring, og et menneske kan bevidst frasige sig troen. I alle tilfælde er der kun ét at gøre, det er at vende tilbage til dåbspagten og stole på den. Den er Guds urokkelige ord, talt personligt til det enkelte menneske.

Alternativt kan man selvfølgelig begynde at rode rundt i sit sjæleliv og på moderne vis forsøge sig med ”personlig udvikling”. Den vej kan ikke anbefales, for den ender i skuffelse. Personlig udvikling er, ligesom en viljesbeslutning eller forsøg på at fremkalde bestemte følelser, kun menneskeværk.

Eller man kan sætte sin lid til teologernes udlægning af Bibelen. Problemet med dette er, at teologerne udlægger Bibelen meget forskelligt. Hvem skal man stole på? Løsningen er at indse, at ingen har ret til at gøre sig til en autoritet, der står mellem Gud og mennesket. Hvis man vil have fast grund under fødderne, er der intet bedre råd end at lytte til Guds levende ord, talt personligt til den enkelte i dåbspagten.

Dåbspagten i forening med vanddåben kaldes genfødelsens bad. Dette udtryk viser, hvor afgørende det, der sker i dåben, er. Det er en så gennemgribende fornyelse, at den kan kaldes en fødsel til et nyt liv.  Paulus skriver om det i brevet til Titus. Det er ord så gode, at jeg vil citere dem. I vers 4-6 står der: ”Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv – troværdigt er det ord!”

Genfødelsen hører uløseligt sammen med dåben, dåbspagtens ord og troen. Uden dåben, dåbspagten og troen ingen genfødelse.

Af fhv. sognepræst Villy Klit-Johansen, Lisbjerg

Kristendommen er folkelig i en meget dyb forstand af ordet, og det bunder i virkeligheden i dåbspagten.

En gammel bekendt og noget ældre kollega af mig fik et godt råd af sin far. Min kollega var i begyndelsen af teologistudiet og var foruroliget og betænkelig ved meget af, hvad han hørte på fakultetet. Han syntes, at teologerne ligesom pillede det hele i stykker. Måske oplevede han det bare som en hård overgang at komme fra et miljø, hvor kristentroen var noget selvfølgeligt, til det akademiske miljø, hvor alting nødvendigvis må undersøges kritisk. Eller måske mødte han virkelig tanker, der var af en helt anden ånd. Det var svært at afgøre, og det kan selvfølgelig gøre et ungt menneske usikker.

Hans præstefars råd til ham lød: ”Hold du dig til dåbspagten, min søn.”

Det var et godt råd, for det er vigtigt at skelne mellem den akademiske teologi på universitetet og så kristentroen, der lever i kirken og i hjertet. Dåbspagten er et ståsted og et hvilested for troen, og samtidig giver den frihed til at prøve tanker af, uden at troen bliver væltet omkuld.

Lige for tiden raser der en debat om dåben, forårsaget af en udgivelse fra Folkekirkens Konfirmandcenter, betitlet ”Hellas Katekismus”. Luften er tyk af beskyldninger og påstande. Nogle mener, at dåben ikke er et middel for nåden, men derimod en bekendelse af evangeliet. (baptisterne Steenbuch, Hylleberg og Møller-Hansen, KD 25/10). En mener, at dåben strengt taget er unødvendig, for på Kristi kors bliver alle mennesker gjort til Guds børn. (Lars Sandbeck i en af biskop Skovsgaard oprettet tråd på Facebook). Nogle beskylder endda os, der hører hjemme i den lutherske kirkeafdeling, for at gøre dåben til en betingelse for Guds nåde!

De fleste debatindlæg er varianter af de velkendte tendenser: 1. Enten at dåben virker automatisk blot ved at blive udført, som katolikker mener, eller 2. at genfødelsen slet ikke sker i dåben (reformertes opfattelse), eller at dåben er menneskets bekræftelse på troen (baptistisk), eller bare en forkyndelse af noget, som vi sådan set godt ved i forvejen fra evangeliets forkyndelse. Den sidstnævnte tendens synes at være udbredt i dagens folkekirke.

Disse linjer skal ikke bruges til et teologisk skoleridt, men blot til et stilfærdigt vidnesbyrd om et gyldigt alternativ. Alternativet er dåbspagten, og det er ud fra den, dette er skrevet. Det er nogle overvejelser over et par salmer. Hvis man vil lære om kristendom, kan man nemlig med fordel gå til salmebogen.

Vi begynder i salmen ”Sov sødt barnlille”. I 4. strofe er der stor begejstring blandt Guds engle i himlen. Hvorfor? Fordi bønnen Fadervor er nået derop:

”De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn” osv.

Jordklimpen er mennesket. Det er et ord af Guds Søn, der er blevet til bøn. Ja, det er klart. Fadervor er jo Herrens bøn. Jesus har selv formet bønnen, og han lærte sine disciple den. Nej, det er ikke det, der er meningen, det er meget større!

Grundtvig skriver om dåben, og han læner sig, som ofte, op ad dåbsritualet. Han er overbevist om, at den korsfæstede og opstandne Herre står lyslevende ved døbefonten og siger Fadervor til den, der bliver døbt, selv om det er et menneske, der lægger stemme og hånd til. I denne sammenhæng er Fadervor det lille Guds ord (”det lille Guds ord”, strofe 3); det store Guds ord er trosbekendelsen.

Vel er Fadervor en bøn, men først er den Guds levende ord til den, der bliver døbt. Det er en gave, der overdrages, endda under håndspålæggelse. Så kan det ikke blive mere personligt! Jeg er døbt. Fadervor er min bøn. Jeg er Guds barn. Gud lytter til mig.

Er det noget, Grundtvig finder på? Nej, i det dåbsritual, han var døbt med og selv døbte med, var rækkefølgen i de enkelte elementer anderledes. Fadervor kom lige efter evangeliestykket om de små børn, der blev båret til Jesus. Det går tilbage til Luthers dåbsritual ”Taufbüchlein” og sikkert meget længere tilbage.

”Børneevangeliet” slutter: ”og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luthers ritual, der er dejligt fri for den småsnakkende stil, der senere har bredt sig, både i ritualet og i præsternes regibemærkninger, går direkte, uden snak, over til Fadervor. Der står ganske enkelt (min oversættelse): ”Så lægger præsten sine hænder på barnets hoved og beder Fadervor, mens fadderne knæler ned: Fadervor, du som er i Himlen osv.”

Lige præcis dét kunne jeg godt ønske ændret i vores ellers udmærkede dåbsritual: At få Fadervor tilbage på dens plads, hvorfra nogle emsige teologer fik den flyttet i 1912.

Men altså: I Markusevangeliet får vi ikke oplyst de velsignelsesord, som Jesus sagde, da han velsignede de små børn, men ved dåben er det Fadervor! Fadervor er de ord, hvormed Kristus velsigner den, der bliver døbt. I salmen ”Op til Guds vi gå”, der er digtet over dåbsritualet, hedder det:

Så lærer os Guds Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort bryst
sin egen barnerøst.

Guds Søn med faderfavn
os giver børnenavn,
Gud siger om vor bøn:
Den kommer fra min Søn.

Dér er det hele sagt. Forenet med Guds Søn i dåben, er vi Guds børn, og Gud hører vores bøn, som kom den fra Jesus selv.

Ofte taler Grundtvig om, at dåben er badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden. Det er den netop i kraft af Guds ord. Guds ord og vandet tilsammen, eller sagt på grundtvigsk: troen og dåben tilsammen, er ”genfødelsens bad”, hvor vi får barnekår hos den himmelske Fader.

Guds ord til os i dåben er først og fremmest Troens ord (den apostolske trosbekendelse). Troen får vi givet i dåben.

Dernæst er det også håbets ord, som er Fadervor. Håbet er også Guds gave til os i dåben.

Og endelig er det fredens ord. De sidste ord i dåben er ”Fred være med dig”. Det er de ord, som den opstandne Frelser mødte sine disciple med påskedag om aftenen, da de sad frygtsomme bag en stængt dør. Nu siger han det til den, der bliver døbt.

Fred er det samlende udtryk for hele frelsens realitet. Og det er ikke bare et fromt ønske af præsten. Det er Herrens eget mægtige ord, hvori han giver os det, som ordet lyder på. Ved dåben giver han altså denne store gave personligt til den, der bliver døbt: sin fred. Fred? Ja, “det er den fred, vor frelsermand / med angestsved har bragt i stand.” Mens præsten siger ”fred være med dig”, lægger han/hun hånden på barnets (eller ved voksendåb den voksnes) hoved, fordi det er et led i dåbspagten.

For Grundtvig er dåben livets kilde. Det er i menighedens forsamling, ved døbefont og nadverbord, at evangeliet er levende overleveret gennem slægterne fra apostlene til i dag. Bibelens ord og præsternes udlægninger er derimod lysord, der oplyser det liv, vi fik i dåben.

Denne skelnen mellem livsord og lysord er vigtig, for der er så mange, der gerne vil fortælle os, hvad vi skal tro. Der er mange, der gerne vil spille paver. I disse tider, som på Grundtvigs tid, er det især rationalister (fornuftsdyrkere) af forskellig slags, som mener, at evangeliet når til mennesker gennem deres kloge fortolkninger, og dette dødbideri skal der selvfølgelig gøres op med i teologisk kamp. Det med at spille paver kan de spare sig. I dåben (og nadveren) hører vi Guds ord til os.

Det betyder, at kristendom er en folkelig sag. Vi har alle lige og direkte adgang til Gud. Og dét hvad enten vi er lægfolk eller teologer. Teologerne har intet fortrin her. De må som alle andre tilbage til dåbspagten. Evangeliet er folkeligt.

Det havde Grundtvig lykke til at formulere klart i prosa og i vidunderlig poesi, og det har haft meget stor betydning for kirken i Danmark.

Den kristne dåb kort fortalt – en opfordring

Det er min opfattelse, at vi mangler en kort, nærmest katekismusagtigt kort, dåbsforklaring. Dåben er noget helt grundlæggende i evangelisk-luthersk kristendom. Derfor må vi kunne forklare dåben kort, klart og forståeligt.

Der findes udmærket litteratur, der tager udgangspunkt i nybagte forældres livssituation og går ind i de overvejelser, man som forældre kan gøre sig om at lade sit barn døbe – eller undlade dåb. At den nye livssituation, som man står i, når man bliver forældre, kan åbne for tanker om livets karakter af gave og om livets skrøbelighed og udsathed, er indlysende. Det skal bestemt heller ikke nægtes, at der med fordel kan sættes ord på dette i relation til dåben. Men det er min opfattelse, at vi også behøver en tekst, der kort forklarer dåben.

Det var Luhers store fortjeneste, at han med både pædagogisk og teologisk genialitet formåede i Katekismen at formulere en kort og tydelig dåbsforklaring, der viste sig at kunne holde gennem flere hundrede år. Det kunststykke kan vi i vor tid næppe gøre ham efter. Men vi må forsøge så godt vi kan, vel vidende, at vi står på skuldrene af Luther og andre gode kirkefædre, ikke mindst N. F. S. Grundtvig, hvis arbejde med dåben må tillægges betydelig vægt. Faktisk er der ikke tænkt og skrevet noget vigtigere om dåben siden reformationen.

Tidligere har vi op gennem historien haft forskellige udgaver af Luthers lille Katekismus, udvidet med forklaringer, der hver især afspejler den teologiske og åndelige strømning, der prægede den tid, den enkelte udgave af katekismen er blevet til i. Den metode skal vi ikke gentage, blandt andet, men ikke kun, fordi det ville gå ud over netop kortheden og klarheden.

Den ønskelige, måske nødvendige, dåbsforklaring, jeg forestiller mig, skal ikke fremlægge et eller anden “dåbssyn”, ikke vor tids, hvad det i øvrigt måtte gå ud på, ikke Luthers, ikke Paulus´s, ikke engang i almindelighed Ny Testamentes, men den skal blot i korthed gennemgå dåben selv, sådan som den fremtræder i dåbens handling og i dens ord, som de lyder ved døbefonten. Her tænkes på de ord i ritualet, der kan spores længst tilbage i historien og med rimelighed kan siges at høre nødvendigt med til dåben.

Den ønskede dåbsforklaring skal heller ikke forstå dåben ud fra den kendsgerning, at vi i Folkekirken anbefaler, at børn døbes. Hvad dåben er, forstås nemlig ikke ud fra den kendsgerning, at vi døber børn. Det omvendte er tilfældet: Vi anbefaler barnedåb ud fra vores forståelse af, hvad dåben er.

Nedenfor gør jeg et forsøg, der er så kort, at kun det allervigtigste kan tages med. En dåbsforklaring må nødvendigvis være kort, hvis travle mennesker skal kunne forholde sig til den og efter læsningen skal kunne huske, hvad dåben så er.

Muligvis lider mit forsøg under, at den korte form har medført en ”telegramstil”, der kan vanskeliggøre tilegnelsen. Kan den forstås af den interesserede læser, eller kræver formen, at man kender lidt til sagen på forhånd? Desuden er jeg ikke selv helt tilfreds med, at der intet er om forsagelsen. Jeg er åben overfor enhver konstruktiv kritik. Hvis mit udkast ikke duer, vil jeg ønske, at andre vil tage fat, ud fra den ide, jeg fremlægger.

Her kommer et link til en lille pjece, beregnet til uddeling, som indeholder teksten herunder. Pjecen kan frit downloades. Den må betragtes som et foreløbigt udkast.

Venlig hilsen
Villy Klit-Johansen

Her kommer min tekst:

Den kristne dåb- kort fortalt

Dåben har vi fra Jesus

Mattæusevangeliet fortæller, at Johannes Døber opholdt sig ved Jordanfloden og døbte. Folk bekendte deres synder og blev døbt. Jesus kom også til Johannes og blev døbt. Mærkeligt! Han havde nemlig ikke nogen synd at bekende. Pointen er, at han dermed sagde ja til at gå hele vejen. Helt frem til døden på korset for vores skyld. Det var den gerning, han indviede sig til ved dåben. (Mattæusevangeliet kap. 3, v. 1-17).

Den kristne dåb ligger i forlængelse af den dåb, Johannes Døber døbte med, men forskellen er Jesus, den korsfæstede og opstandne Frelser, og Helligånden. Den kristne dåbs indhold er Jesus, og Helligånden er Guds kraft, der virker igennem den.

Med andre ord:
Jesus lod sig døbe til at være ét med os.
Derfor kan vi til gengæld blive døbt til at være ét med ham.

Sammen med ham er vi Guds børn

Da Jesus blev døbt, lød der en røst fra himlen: ”Det er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag.” Jesus er Guds Søn, og når vi bliver døbt, bliver vi døbt til at være brødre og søstre til Guds Søn og sammen med ham Guds børn. I den kristne dåb giver Guds Søn enhver, der vil det, et nyt liv som Guds barn. Han deler det, der er hans, med os.

Vandet

Dåben består af to dele, der hører uløseligt sammen: Dåbshandlingen og Guds ord.

Ordet står ikke alene, for Gud har knyttet sit ord sammen med en synlig, håndgribelig handling. I vore dage er det i almindelighed overøsning af hovedet med vand tre gange. Tidligere har det været neddykning i vand tre gange.

Dåben med vand har en stor billedkraft. Afvaskning og renselse er en af betydningerne. Vandet betyder også både liv og død. Man kan drukne i vand, men vand er også en betingelse for liv. Dåben er derfor ensbetydende med, at vi får syndernes forladelse og får lov til at dø og opstå til nyt liv sammen med Guds Søn.

Dette er en dyb hemmelighed, som vi skal erfare livet igennem. Enhver, der har et menneskehjerte, vil før eller siden erkende sit behov for Guds nåde. Guds tilgivelse og hans overvindelse af dødens magt i hans Søn Jesus er det, som vi trænger allermest til

Guds ord

Dåbshandling uden Guds ord er ikke dåb, men bare vand. Det er Guds ord og Helligånden, der gør dåben til mere end blot vand.

Guds ord ved dåben er først og fremmest den apostolske trosbekendelse. Den er dåbspagtens ord. Guds tilsagn om hans urokkelige kærlighed til os i liv og død kalder vi dåbspagten. Gud opretter sin pagt med det enkelte menneske i dåben. Lige forud for dåbshandlingen spørger han os med dåbspagtens ord, og vi svarer ja. Det er præstens stemme, vi hører, men det er den levende Herre Jesus selv, der i spørgsmålene tilbyder os alt, hvad trosbekendelsens ord rummer. De rummer i øvrigt så meget, at der er nok at glæde sig over – og tænke over – hele livet igennem:

NN (dåbskandidatens navn) Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?
– JA!

Tror du på Gud Fader, den almægtige,
himmelens og jordens skaber?
– Ja!

Tror du på Jesus Kristus,
hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til Dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde?
– Ja!

Tror du på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv?
– Ja!

Dåbspagtens indhold kan vi kort sammenfatte således:

1. I dåben træder den usynlige magt bag alt, hvad der er til, i personlig forbindelse med os. Han bøjer sig ved dåben helt ned til os, hver især, og henvender sig til os med sit livgivende ord.

2. Ved sin Søn, Jesus Kristus, giver han os indfødsret i sit rige, både her på jorden og i evigheden.

3. Livet igennem kalder han os i sin menighed stadig til at stole på ham som vor himmelske Far og på Jesus som vor Frelser fra alle onde magter. Og han lover at være med os og aldrig forlade os.

Dåbspagtens spørgsmål er Guds store tilbud til os. Intet kan hindre os i at svare ja til det, når det er det, vi af hjertet vil.

I dåben begynder et nyt liv. Vi kan kalde det et liv i dåbspagten. Dets fortegn er syndernes forladelse, og dets horisont er det evige livs håb.

Tro og dåb

Jesus sagde:
Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.
(Markusevangeliet kap. 16, v. 16)

Det ja, der lyder ved døbefonten er troens svar på dåbspagten. Større tro forlanger Gud ikke af os. Der er intet at føje til.

Trosbekendelsen er fortællingen om de mægtige ting, Gud har gjort for os. Den er ikke læresætninger, som vi skal vride forstanden af led på. Trosbekendelsen er ikke et krav om, hvad vi skal tro, men et tilbud om, hvad vi må have lov til at tro.

Efter ja-svaret følger dåben med vand.

Jesus har givet os en befaling

Vi skal døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. (Mattæusevangeliet kap. 28, v. 16-20). Det gør vi, når vi døber på dåbspagtens ord og menneskets ja til denne store gave, som det er.

Ved barnedåb hjælper moderen, eller hvem der nu bærer barnet, med at svare. Det er der ikke noget mærkeligt eller forkert i, for forældrene hjælper jo det lille barn med alt, bogstavelig talt alt. Under opvæksten hjælper forældrene barnet med gradvis selv at overtage de forskellige opgaver i livet. De skal også hjælpe barnet med efterhånden at vokse i bevidstheden om dåben og det at være kristen. Jesus befalede jo ikke kun at døbe, men også at lære dem at holde alt det, som han har befalet.

I øvrigt er der ikke forskel på barnedåb og voksendåb. Dåben er den samme uanset den døbtes alder.

Fadervor – håbets bøn

Livet i dåbspagten er en vandring med Jesus gennem livet og døden frem til opstandelsen og det evige liv. På denne vandring har han udstyret os med alt, hvad vi har brug for under den farefulde rejse. Fadervor er den første hjælp, han giver os med på vejen.

Ved dåben lyder Fadervor til os som et ord fra vores levende Herre, mens præsten lægger sin hånd på vores hoved. Håndspålæggelsen understreger det personlige. Fadervor kommer som et ord fra Vor Herres hjerte til vores hjerte. Dermed giver Han os retten til at kalde den almægtige, usynlige, Gud FAR.

I dåben giver han os Fadervor som vores bøn. Den er beregnet til, at vi beder den hver dag. Bønnen drager os ind i barnets tillidsfulde forhold til den himmelske Far under alle livets forhold og giver os håbet som vores horisont og ledestjerne.

 

Herrens velsignelse

Herrens velsignelse ved dåbens slutning lyder:

Fred være med dig.

Det var den hilsen fra den opstandne Herre, som det hele begyndte med. Den er helt bogstaveligt begyndelsen på den kristne menighed og gudstjeneste. Den første søndag efter påske fandt i Jerusalem den første kristne gudstjeneste sted. Jesus kom gennem lukkede døre til de fortrykte disciple. For en uges tid siden så de ham dø, men nu stod han lyslevende blandt dem og sagde: “Fred være med jer.” (Johannesevangeliet kap. 20, v. 21).

Det nye liv som Guds barn begynder for den enkelte også med fredens ord fra Vor Herre. Ordet fred rummer i Herrens mund hele den frelse fra alle onde magter, som han vandt os ved sin død og opstandelse. Og når Herren selv siger det, giver han os dermed alt det, som ordet indeholder

Igen understreges den personlige tilsigelse ved, at præsten lægger sin hånd på den døbtes hoved, mens velsignelsen siges. Det er den velsignelse, der hentydes til i en salme:

Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
det fredens ord hver Herrens dag
gør rolig midt i våbenbrag
(Salmebogen nr. 676, v. 4)

---

 

---

 

 

Hvor blev Grundtvig (og Luther) af?

Et bidrag til samtalen om dåbens teologi. En replik.

Grundtvigs dåbssyn var sakramentalt. Det står i modsætning til et a-sakramentalt syn. Ved et a-sakramentalt dåbssyn forstår jeg det at holde fast ved at praktisere dåb, samtidig med, at man ikke betragter dåben som et sakramente i egentlig forstand.

Det sakramentale syn står også i modsætning til sakramentalisme. Herom senere.

I det følgende vil jeg fremhæve tre karakteristika for Luthers og specielt Grundtvigs sakramentale kristendom. Det første er forståelsen af dåben som en pagt, hvilket er fælles for de to. Det andet er opmærksomheden på, at dåbens ord er et bestemt ord, der skal forstås som det levende ord af Herrens egen mund. Det har Grundtvig understreget. Det tredje er den fælles tanke om genfødelsen i dåben.

Dåbens pagt

Ofte siges det i en a-sakramental tradition med henvisning til Luther, at dåben er et tegn. Det betyder, at dåben er en synlig, håndgribelig handling, der understreger forkyndelsen eller illustrerer forkyndelsen. Men det er for tyndt. Det var ikke sådan, Luther tænkte, og det var heller ikke sådan, Grundtvig tænkte. De tænkte sakramentalt.

Luther kaldte ganske vist vanddåben (neddykning eller overøsning) for et tegn. Den ydre handling var rigtignok et tegn. Men det må ikke overses, at han om dåben brugte ordet ”pagt”. Pagten brugt om dåben er et vigtigt begreb for Luther og endnu vigtigere for Grundtvig. Luther skriver f.eks. i ”Sermon om dåben” fra 1521: ”dåbens højværdige sakramente gavner dig derved, at Gud ved den forbinder sig med dig og bliver ét med dig i en nådig og trøstelig pagt.”

Luther betragtede faktisk dåben som Guds nådige pagtsslutning personligt med det enkelte menneske. Selvfølgelig på grundlag af den nye pagt, der blev stiftet i Kristus. I og med dåben består der en ”forbindelse mellem dig og Gud”, skriver Luther (også i Sermon om dåben). Dåbens pagt er det personlige forhold, som den treenige Gud opretter med et menneske i dåben.

Vægtlægningen på dåbspagten er et af kendetegnene på sakramental kristendom.

Der er i tiden en tendens til at udviske forskellen mellem forkyndelse og sakramenter. Det hele opfattes som forkyndelse. Men der er forskel. Ikke sådan at forstå, at der er en total adskillelse af prædikenen på den ene side og dåben og nadveren på den anden, for dåben og nadveren kan naturligvis ikke undvære prædiken og undervisning eller eksistere adskilt fra prædiken og undervisning. Men Guds nådige pagtslutning med et menneske i dåben kan ikke erstattes af nok så megen forkyndelse.

Et af problemerne ved en a-sakramental kristendom, der lægger hovedvægten på de universitetsuddannede præsters bibelfortolkning og forkyndelse, er, at den medfører, at præster og teologer kommer til at herske over menighedens tro, og menigmand dermed under den a-sakramentale teologis regimente får svært ved at finde fast grund under fødderne. Teologerne er jo uenige, og den teologiske mode skifter med tiden.

Det var det problem, der nagede Grundtvig, og gennem den mageløse opdagelse blev han sat i gang med sin omfattende og dybt originale tænkning over dåbspagten. Lad mig allerede nu afsløre, at jeg finder, at Grundtvigs kamp mod eksegeternes (skriftteologernes) pavedømme stadig har aktualitet.

Dåbens ord. Grundtvigs bidrag til kirkens reformation

Svagheden ved den a-sakramentale kristendom er, at den i forbindelse med dåben taler om forkyndelse i almindelighed og i ubestemthed og ikke tager hensyn til, at dåben ikke er dåb uden i forbindelse med dåbens ord forstået som nogle ganske bestemte ord. Uden dåbens ord er dåben kun en gang vandpjaskeri. Og hermed er jeg kommet til det andet kendetegn på et sakramentalt syn.

I Ny Testamente er der vidnesbyrd om, at der til dåben hører bestemte dåbsord. Når dåben i Efeserbrevet 5, 26 omtales som ”badet med vand ved ordet”, skal ”ordet” forstås konkret om dåbsordet. Der står nemlig i Efeserbrevet ikke logos, der kan forstås som en kristologisk titel, men rema. En ordret oversættelse vil være: vandbadet i ord, eller ved ord (græsk: en remati). Se Olof Linton ”Pauli mindre brev, Diakonistyrelsens Bokförlag, Stockholm, 1964).

Luther siger som bekendt i Den lille Katekismus: ”Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Altså: Ikke vandet, men Guds ord og troen. Vel at mærke forbundet med dåbens vand. Denne sætning fra katekismen er et andet udtryk for oprettelsen af dåbens pagt med det enkelte menneske.

Men hvad er Guds ord til os i dåben? I katekismerne, den lille og den store, mener Luther, at det er ”dåbsbefalingen” i Matt. 28. Men vi må hævde, at det ikke kan være ordene fra Matt. 28, for så havde vi slet ikke haft dåben, før ”dåbsbefalingen” med biskop Balles ritual i 1783 for første gang blev en del af dåbsritualet. Jeg tror, spørgsmålet om dåbsordet i virkeligheden lå udenfor Luthers horisont, fordi han på ensidig måde var skriftteolog. Derfor uklarheden om dåbens ord.

Hvad kan Guds ord til os i dåben så være? Det er selvfølgelig Dåbspagten, altså tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen: ”Forsager du …” og ”tror du …”, efterfulgt af ja-svaret. Oprindelig var det Dåbspagten, der var selve døbeordet. Der er historisk belæg for følgende form: Spørgsmålene med troens tre artikler lød lige forud for neddykningen i vand tre gange, 1. trosartikel før første neddykning, 2. trosartikel før anden neddykning og 3. trosartikel før tredje neddykning. Den apostolske trosbekendelses oprindelige form er denne anvendelse ved dåben. Den kristne kirke har aldrig døbt uden først at spørge om troen og få svaret JA.

Ordene ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” kom først ind og erstattede Dåbspagten som døbeord sent i oldtiden eller i begyndelsen af middelalderen. Det er en interessant kendsgerning (Betænkning nr. 973, 1983, s. 9, daterer ændringen til 6.-8. årh. P. Severinsen: Daabens ord, 1924, oplyser, at disse døbeord først blev ”autoriseret” vistnok i begyndelsen af 1000-tallet). Døbeordene ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” er tydeligvis hentet fra Matt. 28, 19b. Det virkelig interessante ved disse ord er ikke, at de er blevet til døbeord, men at de kan være et vidnesbyrd om, at man allerede på Mattæusevangeliets affattelsestid må have døbt på en treleddet trosbekendelse.

Grundtvig regnede i videre forstand også Fadervor og Vor Herres egen velsignelse: ”Fred være med dig” til dåbens ord. De siges jo også direkte til den, der døbes, endda med håndspålæggelse. Disse tre ”ord”, Dåbspagten, Fadervor og ”fred være med dig” er altså Guds levende ord til den, der døbes. Med de ord slutter Gud sin pagt med et menneske. De er sakramentale ord, kunne man sige. De er skaberord talt af Herren selv, hvilket ikke udelukker, men tværtimod indebærer, at de taler til menneskets hjerte og kalder på menneskets svar.

Jeg tror, det allerede var i mellemskolen, jeg lærte, at ”et sakramente er en af Jesus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde til os”. Definitionen er ikke forkert, men heller ikke helt tilstrækkelig, fordi den ikke nævner det levende ords betydning for sakramenterne, dåben og nadveren.

Opdagelsen af sakrament-ordene som det levende ord af Herrens egen mund er Grundtvigs kæmpestore bidrag til kirkens reformation (fornyelse). Og det er altså det andet karakteristikum ved sakramental kristendom, som jeg vil fremhæve.

Grundtvig var i dette stykke meget klartseende. Hans analyse og argumentation er overbevisende. Han har bl.a. skrevet en artikel, ”Dåben efter Christi indstiftelse”, hvori han drøfter, hvad der hører nødvendigt med til dåben. Den er god at få forstand af.

Både for Luther og Grundtvig – og mig, sagde hunden – er Guds ord og troen på Guds ord det helt centrale i dåben. Dette står i direkte modsætning både til a-sakramentalisme og til sakramentalisme. Både Luther og Grundtvig stod for en sakramental kristendom, hvilket er noget andet end sakramentalisme.

Ordet sakramentalisme bruges almindeligvis om den opfattelse, at dåben virker uafhængigt af Guds ord og troen. Dåben virker i og med udførelsen af den. Den virker ”ex opere operato”, som det hedder i romersk-katolsk teologi. Dermed nærmer man sig en forståelse af dåben som en magisk handling. Læren om retfærdiggørelse ved tro, som Luther og Grundtvig var fælles om, udelukker den katolske ex opere operato-tankegang.

Kristendom er et budskab, der kan høres – og vil høres. Det gælder også ved døbefonten. Her hører vi livets ord, talt netop til os. Det var det, der var kernen i Grundtvigs mageløse opdagelse. Han opfandt ikke et dåbssyn eller et gudstjenestesyn. Nej, da Guds Ånd lærte ham at høre, opdagede han, at ligesom Jesus i ”sit jordelivs dage” talte personligt til mange konkrete navngivne personer, således er han i dag usynlig til stede i sin menighed og taler nådens ord til os.

Det drejer sig om at høre. Man behøver ikke være særlig god til grammatik for at kunne høre, at han her taler i 2. person. Han siger ”du og dig”, og han siger ”jer”: ”Forsager du …”, ”Tror du …”, ”Fred være med dig!”, ”Dette er mit legeme, som gives for jer”, ”denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer”, ”fred være med jer!”.

Grundtvigs stærke understregning af, at Vor Herre i dåben og nadveren taler sit levende ord netop til os (jf. den programmatiske salmelinje: ”kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os”), betyder ikke, at han, eller jeg, benægter, at Gud kan tale, når og hvor han vil, og gennem hvem han vil, men det betyder, at jeg kan høre at her taler den levende Herre Kristus troens og håbets ord til mig, og vi kan høre, at her taler han kærlighedens ord til os som menighed.

Vi behøver med andre ord ikke lade salighedssagen afhænge af, hvordan skiftende teologiske vinde blæser, og vi bør ikke gøre det. Grundtvigs ”mageløse opdagelse” indebærer, at enhver har umiddelbar adgang til frelsens kilder. Jakob Knudsen skrev smukt om dette: ”Han (Grundtvig) ville befri de ”kristne små” fra angsten under præsternes og de lærdes strid og tyranni, han ville, at de selv skulle kunne dømme, føle, skønne i deres saligheds sag; og da han således søgte, funklede med ét for hans øjne det evige guld.” Bedre kan det næsten ikke siges.

Grundtvigs kirkelige anskuelse er stadig er et værn for menigheden mod dårlig teologi og dårlig prædiken og undervisning. Den kirkelige anskuelses vægt på det levende ord i dåben (og nadveren) gør menigmand uafhængig af præster og teologer i spørgsmålet om gudsforholdet, hvis disse vel at mærke lader dåben stå uantastet. Det er derfor, ændringer af dåbsritualet er et ømtåleligt spørgsmål. Hvis der er noget, der virkelig kan skabe strid i Folkekirken, er det forslag om ændring af dåbsritualet.

Traditionelle lutheranere vil spørge: Hvad er så Bibelens plads i menigheden? Svaret er, at skriftens funktion er at være en uundværlig bog til oplysning af det liv, vi lever i menigheden. Men menigheden er ikke bygget på skriften eller på de skriftkloges udlægning af skriften.

Hvis der skal være håb for kirkens liv i Danmark lidt endnu, så gælder det ét: at høre det levende ord, der lyder, hvor menigheden er forsamlet om døbefonten og nadverbordet.

Vi har fået skænket muligheden for at høre evangeliet og hvile i det midt i livets kamp. Det betyder, at et kristent menneske hver aften, trods nederlag og samvittighedens anklager, trygt kan lægge sig til at sove efter at have takket for syndernes forladelse i troens ord og efter at have ladet sig fylde af håbet i Fadervors ord. Det kan man leve leve på, og det kan man være præst på. Når man lever på det, kan man trøste andre ”med den trøst, [man] selv trøstes med af Gud.” (2. Kor. 1, 4).

Troen får vi i dåben

I dette afsnit kommer vi til det tredje kendetegn på sakramental kristendom.

Når det er Guds ord og troen, der ”gør det”, bliver det et kernepunkt, hvilken plads troen har.

I vore dage er ordet tro blevet mondænt. Navnlig tales der, næsten som i pietismens tid, meget om ”min tro”. Man kan sige, at troen atter bliver psykologiseret og moraliseret i den ganske vist helt anderledes religiøsitet, der trives så godt i dag, hvilket tydeligt ses i ugeblade og andre medier. Derfor er det forståeligt, om nogen fristes til at overveje, om man måske skulle undlade at tale om tro i forbindelse med dåben. Men jeg mener dog ikke, det går an. Når vi lærer retfærdiggørelse af tro og ser dåben i tættest mulig forbindelse hermed, er vi nødt til at forholde os til ordet tro. Som sagt er de vigtigste dåbsord jo netop Dåbspagten: ”Forsager du …” og: ”tror du …”

Vores jubilerende reformator Martin Luther citerer i øvrigt i begge katekismer ordene fra Markus 16, 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Hvordan komme til rette med dette? Nogle kan jo så få den tanke: Døbt er jeg, men tror jeg? Det kan for nogle være en meget svær nød at knække.

Jeg er i dette spørgsmål kommet til den konklusion, at der er god grund til at fastholde det grundtvigske syn på tro og dåb. Som den store teolog, Grundtvig var, var han helt konsekvent med hensyn til rækkefølgen tro og dåb. Det gælder både i prosateksterne og i salmerne. Den måde, Grundtvig taler – og især synger – om dåben på, indebærer, at vi i dåben får givet både troen og håbet, syndernes forladelse og det evige liv, kort sagt hele frelsen.

Troen er ikke noget, vi selv skal lægge til efterfølgende. I dåben får vi skænket både troen og endda de ord, hvormed vi kan bekende troen, uanset hvor meget eller lidt vi på et givet tidspunkt forstår af trosbekendelsen.

Heri er der godt budskab for et menneske, der fortvivlet må erkende, at det er kommet til kort overfor tilværelsens truende magter: døden og loven, den uafvendelige død og Guds absolutte krav om kærlighed. Det menneske, der således åndeligt er gået fallit og ikke kan finde troen, skal vide, at det ikke behøver anden tro end den, det fik i dåben, og det behøver ikke anden åndsfylde end den, der blev meddelt det i dåben.

Det kan godt være, at der er kristne kredse, der mener, at det er en sølle tro og en sølle åndsfylde. Også fra fornuftens synspunkt er det en sølle tro. Det indrømmer vi og bøjer beskæmmet hovedet. Men hvad har vi at gøre andet at end at holde fast ved den tro, vi fik i dåben? Hvis den ikke er nok, hvordan skulle vi så få en tro, der er nok. Hvis det ikke er den frelsende tro, ved jeg ikke, hvordan vi skulle få den frelsende tro.

For Grundtvig som for Luther er genfødelsen til det nye liv som et Guds barn uløseligt knyttet til dåben og ikke som i den a-sakramentale (pietistiske eller rationalistiske) tradition til en omvendelsesoplevelse, et trosgennembrud, en oplevelse af Åndens fylde eller blot en bevidst forstandsmæssig tilslutning til en eller anden teologisk teori.

Ordet, der giver os livet på ny, er ordet af Vor Herres mund, pagtens ord ved døbefonten.

Vort løsen er vor tro og dåb,
det er vort samfunds kæde,
deraf udspringer alt vort håb,
oprinder al vor glæde;
og ordet af vor Herres mund
det er vor kirkes klippegrund,
og det er Åndens bolig. (Slbg. nr. 453)

Grundtvig bruger om dåben ofte udtrykket ”genfødelsens bad i den Helligånd”, idet han hentyder til Paulus´ brev til Titus, kap. 3, v. 4-7, især v. 5: ”det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden”. ”Ved Helligånden” er ensbetydende med ”ved ordet”, for Helligånden er den usynlige kraft, der virker i ordet. Åndens virkemiddel er ordet. Guds Ånd bor i ordet og virker gennem ordet. Hvis Guds Ånd ikke er til stede og virker med sin livskraft i ordene, som vi lægger mund til ved døbefonten, er det hele et tomt skuespil, et støvet ritual. Men når Guds Ånd virker med, er dåben genfødelsens bad og livets vand.

Grundtvigs, og Luthers, syn på genfødelsen i dåben er det tredje kendetegn på sakramental kristendom, jeg nævner. Dette syn indebærer nemlig, at vi i dåben får alt skænket, også troen.

Afslutning

Luther og Grundtvig var selvfølgelig begge præget af deres tid. Opgaven er at trænge igennem det tidsbetingede hos dem for at nå ind til det centrale, det, der har gyldighed ud over den tid, det er blevet til i, og så gøre det gældende ind i vores egen tid.

Forskellige er de selvfølgelig, f.eks. har de ikke samme syn på Bibelen, på forkyndelsen og på det levende ord. Der er mange andre forskelle, men det har ikke været opgaven her at finde og definere alle forskelle. Jeg har forsøgt at gøre det centrale i forståelsen af dåben hos vore to kirkefædre gældende. Til trøst for dem, der trænger til at høre evangeliet. Og med front især mod det, jeg ser som tidens a-sakramentalisme, der åbner en ladeport for på den ene side religiøst sværmeri og på den anden side rationalisme, det vil sige tør fornuftskristendom.

Såvel Luther som Grundtvig repræsenterede en sakramental kristendom med Guds ord og troen i centrum for forståelsen af sakramenterne. De var hverken sakramentalister eller a-sakramentalister.

Villy Klit-Johansen

Af Villy Klit-Johansen

(tidligere trykt i min bog ”Menneske først …”)

Dåbspagtens pointe

Med dåben er vi inde ved noget helt centralt kristeligt, faktisk noget afgørende for den kristne eksistens, og da døbefonten glædeligvis stadig er det store mødested mellem folket og kirken, er det selvsagt af stor vigtighed at få på det rene, hvad dåben er. Læseren vil i denne artikel møde det synspunkt, at dåben i uløselig forbindelse med dåbspagten er det stærkest tænkelige udtryk for evangeliet.

Om ordet pagt blot dette, at “Den nye pagt” er Bibelens ord for selve det store, der er sket i og med Kristus. Gud satte et helt nyt forhold mellem sig og menneskene. Evangeliet er forkyndelsen af denne pagt.

I salmebogen står ordet pagt, eller i bestemt form pagten, flere gange i den betydning. Mange steder i salmebogen er det imidlertid også brugt om dåbens pagt, der knytter det enkelte menneske sammen med Guds store gerning til vor frelse i Kristus.

Mange har ligesom denne artikels forfatter første gang stiftet bekendtskab med ordet dåbspagten, når vi ved gudstjenesten efter trosbekendelsen har sunget det syvende vers af “Her kommer Jesus dine små”: “Lad verden ej med al sin magt os rokke fra vor dåbes pagt!” Vi kan konstatere, at salmens forfatter, Brorson, der levede i 1700-tallet, kendte og brugte ordet dåbspagt. Det er ikke overraskende, for dåbspagten er en velkendt størrelse lige fra apostlene over oldtid, middelalder og reformationstiden til nutiden. Her i Danmark har det op til 1800-tallet været en selvfølgelig størrelse, som vist ingen udfoldede dybt og omfattende. Årsagen hertil er vel, at ingen, så vidt vides, problematiserede dåbspagten.

Med Grundtvig kom der en stærkere bevidsthed om, hvad dåbspagten er. Det skete netop, fordi fremtrædende kirkefolk problematiserede den. Grundtvigs udfoldelse af dåbspagten fulgte af en strid. Og det er karakteristisk for Grundtvig. Han drev aldrig skrivebordsteologi, selv om han unægtelig sad meget ved skrivebordet!

Grundtvig bruger ordet pagt i flere af de velkendte salmer. Blot et par eksempler:

“den pagt, som han har stiftet
med mig udi min dåb.” (Slbg. 141,1)

“sluttet har der med os sin pagt
han, som os Himmerig skænker.” (Slbg. 323,5)

Men det er også dåbspagten, der er på færde de talrige steder, hvor Grundtvig skriver om troen og dåben, altid i den rækkefølge i øvrigt. For eksempel:

“når tro og dåb vi holder ved.” (Slbg. 453,2)

Troen er i dette vers klart ikke hjertets tillid, men ordet, som troen holder sig til. Ellers giver det ikke mening. At holde fast ved troen forstået som hjertets tillid ville jo være som at forsøge at løfte sig selv ved håret. Det giver derimod god mening at holde fast ved ordet og derved leve sit liv i troen eller dåbspagten.

Troen er i Grundtvigs sprogbrug både bekendelsen ved dåben og troen i hjertet. Ordet først og så troen.

Sådan forstået hører troen og dåben uløseligt sammen.

Endnu tættere på pointen kommer vi i den interessante salme “Op til Guds hus vi gå”:

“Guds ord til sjæl og krop
det siger selv: “Luk op!
Afsiger løgnen du
og tror Guds sandhed nu?”

Det er hans Effata,
og tungen svarer ja!
Guds røst, som almagts hånd,
os skar for tungebånd.” (Slbg. 443,4-5)

Dåbspagtens ord er forsagelsen og trosbekendelsen sagt i spørgende form til den, der skal døbes.

Her har vi pointen i begrebet dåbspagten. Den er Guds ord personligt talt til den, der skal døbes: “Forsager du Djævelen … Tror du på Gud Fader den almægtige …” Og så ja-svaret med hjerte og mund.

Det er Guds mægtige ord, der kalder det JA frem, som er troen.

Som resultat af denne lille undersøgelse kan vi sige, at dåbspagten er det personlige forhold, som Gud opretter med os i dåben ved sit ord. Dåbspagten rummer så at sige hele evangeliets glæde og trøst og livgivende kraft. Den er selve indgangsporten både til kirken og til Guds Rige.

Dåbspagtens baggrund

Med hensyn til Det Nye Testamente er det en kendsgerning, at man ikke kan slå op i bogen og finde et dåbsritual. Men der er steder i Det Nye Testamente, hvor det i teksten skinner igennem, at det forudsættes kendt, hvorledes dåben foregår.

Et af de steder er Peters Første Brev kap. 3, v. 21, hvor der står “… den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.” Det græske ord, der er oversat ved “pagt”, er et ord fra juraens område. Det betyder en kontrakt eller juridisk gyldig aftale, oprettet ved spørgsmål til personen og personens bekræftende svar.

Når man ikke kan finde forskrifter i Det Nye Testamente for dåbens udførelse, skyldes det, at den ældste menighed slet ikke havde Det Nye Testamente. Menigheden var der først. Menigheden, hvor den opstandne Herre er lyslevende til stede. I den kristne menighed, samlet om døbefonten og nadverbordet, lyttede de til det levende ord fra Herren.

I menigheden blev også apostlenes forkyndelse og overleveringen om Jesus givet videre, og senere blev denne mundtlige overlevering skrevet ned og blev til det, vi kalder Det Nye Testamente.

Det væsentlige i dåbsritualet er ikke udledt af Det Nye Testamente. Det er før og på en måde mere basalt end dette. Også sådan at forstå, at hvis man ikke tror på den treenige Gud, som kirken bekender sig til ved døbefonten, kan man få hvad som helst ud af Bibelen.

At det forholder sig således, blev klart for Grundtvig i striden med toneangivende kirkefolk i første halvdel af det nittende århundrede. De underkastede Bibelen den historisk-kritiske forskning, hvad der næppe anfægtede Grundtvig. Den “rationalistiske” omtolkning af evangeliet var derimod skadelig, mente han.

Og når man begyndte at pille ved det centrale i dåbsritualet, opfattede Grundtvig det som en krigserklæring. Menigheden havde gennem hele kirkens historie hørt et klart vidnesbyrd om evangeliet, når den samledes om døbefont og nadverbord. Det havde “de skriftkloge” ikke kunnet hindre, og de skulle heller ikke nu have held til at forhindre eller fordunkle det. Det var Grundtvigs anliggende. Kampen gjaldt dåben som udtryk for og redskab for evangeliet og dermed den jævne mands umiddelbare adgang til at høre og tro evangeliet uden at være afhængig af teologernes skiftende udlægninger.

Det, der typisk blev foreslået og til dels også praktiseret af en del præster, var, at man fjernede forsagelsen. Dåbspagten i spørgende form ville man heller ikke vide af. Man ændrede ritualet, så menigheden i stedet bekendte troen i fremsættende form: Lad os bekende den kristelige tro, som disse børn skal døbes på: “Vi tror på Gud Fader … osv.” Og så: “Vil du døbes på denne tro?”

Både i Norge og Sverige blev dåbsritualet ændret efter de samme linjer som forsøgt af Grundtvigs kirkelige modstandere. I de nordiske broderlande er man netop gået så radikalt til værks, at man i dag døber uden dåbspagten. Takket være Grundtvigs ihærdige indsats skete det ikke i Danmark.

Striden spidsede til flere gange, bl.a. i 1832, da en skomager Jensen klagede til biskoppen over, at stiftsprovst H. G. Clausen ved dåb af skomagerens barn forandrede dåbspagtens ord. Bl.a. udelod han netop forsagelsen.

En kreds på 160 personer havde i 1831 på grund af de utålelige forhold for de gammeldags troende ansøgt kongen om tilladelse til at træde ud af statskirken og danne en frimenighed med Grundtvig som præst. Ansøgningen blev afslået, der var som bekendt ikke religionsfrihed i 1832. Dette afslag fik i øvrigt Grundtvig til i skriftet “Om Daabs-Pagten” i 1832 for første gang at stille krav om sognebåndets løsning. Men det er striden om dåbspagten, der er skriftets hovedanliggende. Med sædvanlig kamplyst skriver Grundtvig:

“Kirken har oprettet en Daabs-Pagt med os, som indeholdes i Spørgsmaal og Gensvar, der ikke blot findes i vor Alter-Bog, og ei indførdes af Morten Luther, men findes i den Biskoppelige og den Pavelige Kirke saavelsom hos os, ja findes i grunden hele Christenheden over, hvor Man ikke beviislig har forandret dem efter Apostlernes Tid. Denne Daabs-Pagt, som vi godt tør paastaa, er uadskillelig fra den ægte christelige Daab.” (Udv. Skr., bd. 5, s. 369).

Det stod Grundtvig klart, at ingen har ret til at forandre dåben.

Ikke mere om striden. Men det er bemærkelsesværdigt, at Grundtvig så stærkt hævder, at dåbspagten går tilbage til apostlenes tid. Om man skal kalde det et Åndens klarsyn eller et sikkert instinkt for den historiske sammenhæng, ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at han havde ret.

Alt tyder på, at det er den oprindelige form for dåb. Ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” blev først “autoriseret” vistnok i begyndelsen af 1000-årene. Man kunne ellers godt forledes til at tro, at de ord er “døbeordene”.

Dåbspagtens betydning

Det er virkelig en overvejelse værd, om ikke der skulle ligge noget værdifuldt, jeg mener noget evangelisk trøsterigt, i, at den apostolske trosbekendelses oprindelige form er den spørgende ved dåben, for det betyder jo, at vi slipper for det for et ærligt menneske uoverkommelige at stille sig op og sige: “Jeg tror” og så nævne alle trosbekendelsens store og dyre ord som en slags påstande eller som noget, “vi da sagtens kan tro på”. Når vi bekender troen, for det gør vi, endda frimodigt og af hjertet, gør vi det “i dåbspagten”, altså i den trygge forvisning, at ordene har vi fået givet af Gud. Det er ikke vore ord. Det er hans ord, som vi får lov til at “plapre efter” så at sige. Det er ikke os, der bærer de store ord, det er ordene, der bærer os. Fordi de er Guds ord, jf. salmen “Barnelivets favre dage”:

“hver, som tror af hjertens grund,
hvad han os har lagt i mund.” (Slbg. 454,2)

Et af de kendte grundtvigske slagord lyder: “Kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os.” Det er ikke fordi Grundtvig ikke regnede Bibelen og prædikenen. Få har kendt og brugt Bibelen så intensivt som han. Så at sige alt, hvad han skrev, er gennemsyret af åbenbare og skjulte bibelcitater og tankegange fra skriften. Han siger selv, at han betragter evangeliernes beretning om Jesus som fuldt ud troværdig.

Men der er et spørgsmål, der trænger sig på: “Hvad siger Kristus til mig?”

Vi hører i evangeliet, at han talte livsalige ord til den døvstumme, og han hørte det. Til den lamme ved Betesda Dam, og han rejste sig. Til den kanaanæiske kvinde, til Nikodemus og endda til den døde Lazarus, og han kom levende ud af graven. Men hvad siger han til mig? Jeg kan læse om, hvad han sagde til mennesker, han mødte, da han gik hernede, men siger han noget til mig?

Ja, det gjorde han uden tvivl ved døbefonten, og kan jeg ikke huske det, så bliver jeg mindet om det hver gang, der er dåb.

Det grundtvigske syn på dåbspagten er gået mig i blodet først og fremmest, fordi det i dette syn er klart, at dåben er udtryk for evangeliet og formidler evangeliet.

Man går fejl af sagen, når man bebrejder Grundtvig, at han vitterlig mente, at trosbekendelsen ordret er overgivet af Jesus selv til apostlene. Det er ganske vist indlysende, at Jesus ikke har dikteret trosbekendelsen til apostlene i den form, vi har i salmebogen og alterbogen i dag! Det er heller ikke nødvendigt for at holde fast i det, der er pointen.

Jeg har altid været tryg ved, at jeg ikke skulle døbe på en trosbekendelse, som jeg selv eller menigheden har aflagt, men på Guds eget ord, der kalder på menneskets ja. Vi døber i Folkekirken med dåbspagten og på dåbspagten.

Når jeg har haft samtale med forældre forud for dåb, har jeg derfor sagt til dem, at jeg ser på barnet, når jeg spørger med forsagelsens og trosbekendelsens ord, for det er barnet, der skal døbes, og med et glimt i øjet, men bestemt i ramme alvor, har jeg fortsat: “Først hvis jeg konstaterer, at barnet ikke svarer, ser jeg op på far eller mor, eller hvem der nu bærer, og så må han eller hun træde hjælpende til, sådan som de i øvrigt hjælper deres barn med bogstavelig talt alt andet, så det er helt, som det skal være”.

I øvrigt er der ikke noget sært i, at Gud taler til det lille barn, det gør forældrene jo også. Det er faktisk sådan, barnet lærer at tale. Man venter ikke med at tale til barnet, indtil det bør kunne tale, for det ville man helt sikkert ikke få noget godt ud af. Man taler til det som det menneske, det er, og så vokser og udvikles det. Sådan kan man også se på Guds forhold til os.

Jeg kan ikke lade være med at fortælle om en af de sidste dåb, jeg havde i Egvad Kirke, inden jeg gik på pension. Det var en lille dreng, der skulle døbes. Han havde den i vore dage sædvanlige alder 3-4 måneder eller så. Det var faderen, der bar ham til dåben.

Vi nåede til dåbspagten. Jeg så den lille dreng i øjnene, det er ikke dem alle sammen, der sover sig igennem det, og begyndte: “Forsager du …” Og hvad så jeg? Drengen sagde med på forsagelsen! Og derefter på trosbekendelsen. Hele vejen igennem. Uden lyd ganske vist, men han bevægede læberne synkront med mine lige til “syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”

Det var så stærk en oplevelse, at jeg var lige ved at overveje ikke at se op på faderen som tegn til, at han skulle sige ja. Det forekom næsten overflødigt.

Da jeg havde ført familien ud af kirken, sagde faderen: “Så du det? Så du, at han var med?” Faderen havde også bemærket det og var lige så overrasket som jeg.

Min pointe er, at med hensyn til at bekende troen behøver vi aldrig nå højere end til at “plapre Gud efter” og forsøge så godt, vi kan, at gentage hans mægtige ord. Drengen var godt begyndt på det, og så er det om at gøre, at denne gode begyndelse får en lige så god fortsættelse. Dåbens fortsættelse? Det er et liv i dåbspagten, et liv, hvor man stadig hører Guds ord og vokser i troens erkendelse og kærlighedens gerninger.

Og et liv i dåbspagten er et privilegeret liv, hvor vi hver aften kan bekende al synd for Gud og, inden vi lægger os til at sove, kan takke ham for syndernes forladelse. Og om søndagen kan vi i nadveren blive bekræftet (konfirmeret) i troen på syndernes forladelse og få kraft og styrke til at gå ud i hverdagen og fortsætte vandringen frem mod Guds riges komme i herlighed.

Jeg bekender, at jeg er endog meget glad for at være døbt ind i og have fået lov til at gøre tjeneste i en kirke, der har bevaret dåbspagten, så der ingen tvivl er om, at i dåben stifter Vor himmelske Fader et personligt forhold mellem sig og det menneske, stort eller lille, som han bøjer sig helt ned til og taler sit mægtige ord til.

Denne store rigdom har jeg, selvfølgelig på en meget enkel måde, undervist i ved utallige dåbssamtaler, idet dåbssamtalerne i hovedsagen har været en gennemgang af det centrale i ritualet, nemlig dåbspagten. På den måde er forældrene blevet mere trygge ved deres rolle ved dåbshandlingen og har samtidig fået en kort indføring i dåbens indhold. To fluer med et smæk!

Til slut skal det understreges, at det ikke skal forstås sådan, at hermed er alt sagt om dåben, det er langt fra. Men der er begyndt fra den rigtige ende. Efter min opfattelse er selve dåbspagten det bedste sted at tage udgangspunkt. I næste omgang kan vi finde megen oplysning i Det Nye Testamente. Det Nye Testamente belyser dåbspagten såre rigt og føjer en masse nødvendig undervisning og forkyndelse til.

Dåbspagten er livsordet. Bibelen er lysordet.

Og til allersidst: Hvis nogen spørger: Hvad med dem, der ikke er døbt med dåbspagten, så svarer vi – på linje med P. Severinsen i “Daabens Ord”: Vi forkaster ikke dåben i den norske og svenske kirke og i andre kirker, der er ophørt med at døbe med dåbspagten. Men man kan i nogen grad sammenligne med ritualet for “hjemmedåb af børn i øjeblikkelig livsfare (nøddåb)”, hvor dåbspagten er udeladt. Her forventes det, at der bliver rettet op på denne mangel ved en efterfølgende “fremstilling” i kirken. Svarende hertil kan man tilbyde personer, der er døbt uden dåbspagten og har et problem med det, en lignende handling, i praksis en slags konfirmation med tilspørgsel og svar.

————————

Litteratur:

Luthers lille Katekismus

Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche, Göttingen, Vandenhoeck und Ruprecht, 1967

Danmarks og Norgis Kirke-Ritual, 1685

N.F.S. Grundtvig: Kirkens Gienmæle, 1825, Udv. Skr., bd. 4

N.F.S. Grundtvig: Om Daabs-Pagten, 1832, Udv. Skr., bd. 5

N.F.S. Grundtvig: Daaben efter Christi indstiftelse i “Kirkelige oplysninger især for lutherske Christne” 1840-1842, Udv. Skr., bd. 8, s. 407-435.

N.F.S. Grundtvig: Christenhedens Syvstjerne, Th. Michaelsen og Tillges Forlag, København 1860

N.F.S. Grundtvig: Den kristelige Børnelærdom, 1868, Udv. Skr., bd. 9

P. Severinsen: Daabens Ord, Et bidrag til den kristne Daabs Historie, Udgivet af Kirkeligt Samfund 1924

Christian Thodberg: En glemt dimension i Grundtvigs salmer – bundetheden til dåbsritualet, Gads Forlag 1969

Dåb og brudevielse, Betænkning afgivet af Kirkeministeriets liturgiske kommission, Betænkning nr. 973, København 1983

Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke, Ritualbog, 1992

Den danske Salmebog, 2003, hvorfra salmecitaterne er hentet

Forkortelse:

Udv. Skr.: N.F.S. Grundtvigs Udvalgte Skrifter ved Holger Begtrup, København 1904