Præsteskabet og de skriftkloge har altid haft det med at ville tage ordet ud af Vor Herres mund og bemægtige sig det.
Vi kan tage sådan noget som døbeordet “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Det er indført omkring år 1000 som en tilføjelse til dåben. Hensigten var efter alt at dømme at styrke præsteskabets autoritet. Jeg, der døber, blev forstået som den døbende præst. Sådan høres det vel stadig af de fleste? Grundtvig ville ikke afskaffe det, men han forstod det sådan, at det er Herren Jesus, der døber. “Jeg døber dig o.s.v.” er ord talt af den levende Herre og Frelser. Forstået på den måde havde Grundtvig ikke noget at indvende imod det.
Et andet nedslagspunkt kunne være den drastiske ændring, der skete med dåbsritualet i 1912. Aldrig så snart var Grundtvig nemlig død, før de pietistiske blandt hans venner i præsteskabet begyndte at rulle hans dyrt købte indsigter tilbage. Det drejede sig igen om at tage ordet ud af Vor Herres mund og tage magten over det. Grundtvigs vigtige opdagelse, kaldet den mageløse opdagelse, indebar jo, at Kristus i dåben taler sit levende ord.
Det gik ud over Fadervor og fredlysningen (ordene “Fred være med dig”). De skriftkloge blandt præsterne, de kaldte sig endda grundtvigianere!, fik udvirket, at Fadervor blev flyttet og ændrede status fra Herrens ord, talt personligt til den, der døbes, til at være menneskers ord. De mente, i øvrigt ganske rigtigt, at vi i dåben bliver Guds børn, men hvordan? Åbenbart ikke i kraft af, at Kristus selv lægger os gudsbarnets bøn i munden. De fik flyttet Fadervor hen efter “selve dåben”, som de sagde, thi i dåben bliver vi Guds børn, og det er kun Guds børn, der har ret til at bede fadervor! Dermed var fadervor taget ud af Vor Herres mund som hans levende ord til den, der døbes.
Dåbspagten lod de dog i første omgang stå. Men hvor længe vil det vare? Dåbspagten fik Grundtvig jo også øje på som Herrens levende ord til os i dåben. Og navnlig dåbspagten.
Jeg citerer nogle salmelinjer der viser det, jeg her har skrevet, men det kan man læse alle vegne i de relevante skrifter af Grundtvig.Citatet er fra Grundtvigs Sang-Værk, Første bind, No. 92, 10. strofe, ss. 224-225:
Herrens Bøn og Troens Grund
Hørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde alle Amen!
Dette efter den tørre og hårde tid, da vi sov kirkelivet bort. Men nu vågnede vi op igen. “Atter for din Guddoms-Røst / Øret sig oplukked”, står der i digtet. Og så kommer verset ovenfor, der er henvendt til Gud. “Herrens Bøn og Troens grund, hørde af din egen Mund”. Ved dåben og ved hans bord. Fadervor hører med til Herrens ord, talt til os i dåben. Sådan er Grundtvigs tro, som han henter direkte ud af dåbsritualet, som vi har det fra gammel tid. Så hører Fadervor hjemme i dåbens ord og ikke efter “dåben”. Fadervor er en central del af dåben.
Det samme er tilfældet med fredlysningen, der i 1912 også på det skammeligste blev marginaliseret. Man skal være meget bevidst om det for ikke at være med til at tage ordet ud af Vor Herres mund. Det med fredlysningen står også utallige steder i Grundtvigs skrifter. Her er et godt eksempel, endda fra en god salme i salmebogen, DDS 44, Urolige hjerte, v. 2:
Har ej med de færre
du favreste håb?
Hvad sagde vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet »Fred være med dig«?
Fred være med dig. Det var Herrens eget ord til dig i dåben. Ikke et fromt ønske, som hvis det var sagt af et menneske (præsten), men et levende, virkende ord, der giver det, som ordet lyder på, Guds fred, det vil sige alt, hvad der skal til, for at du kan leve i Guds rige her på jorden og i evigheden.
Mon ikke tiden er inde til at promovere Grundtvigs mageløse opdagelse og den dermed sammenhørende dåbspagtteologi? Selv om det ikke behager de skriftkloge. Vi skal ikke tage ordet ud af Vor Herres mund.
Villy Klit-Johansen, 11. april 2022