Luthers Taufbüchlein og Grundtvigs mageløse opdagelse som en kritisk instans i forhold til den lutherske tradition i den danske kirke.
I anledning af, at Kirkeministeriets dåbskommission den 2. april udgav en midtvejsrapport er der grund til at minde om, at Grundtvig mente, at den lutherske reformation skulle fortsættes.
Vi giver ordet til Grundtvig:
”Hvad man end vil behage at kalde Reformation, saa betyder Ordet i det Latinske Sprog, hvoraf det er laant, dog en Fornyelse eller Gienfødelse af det Oprindelige i givne Forhold eller Indretninger, og toges i den Mening af Morten Luther og hans første Discipler, saa i Kirkens og Statens Historie kan den Lutherske Reformation aldrig komme til at betyde Andet, end det Lutherske Forsøg paa at bringe den Christne Kirke tilbage til sin oprindelige Beskaffenhed i alle Henseender.” (Grundtvig, Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?, Udvalgte Skrifter, bind. 5, s. 296.)
Grundtvig tænkte især på dåben. Den skulle så vidt muligt bringes tilbage til sin oprindelige beskaffenhed. Han brugte i dén forbindelse med forkærlighed udtrykket “dåben efter Kristi indstiftelse”.
Dåbsbønnen
Indflydelsesrige kredse i folkekirken arbejder ihærdigt på, at debatten om dåbsritualet kommer til at dreje sig om én bestemt ting. Det eneste afgørende for dem synes at være, at den indledende bøn, som biskop Peder Madsen i 1912 forsynede dåbsritualet med, bliver bibeholdt. Det er den noksom bekendte bøn, hvori det hedder: “Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.”
Disse kredse er bange for, at en afskaffelse af denne bøn vil afsvække eller helt fjerne teologien om, at vi i dåben bliver Guds børn, så der er en forskel på før og efter.
Teologien om, at vi bliver Guds børn i dåben er ikke forkert. Den er klart udtrykt af apostelen Paulus. Det er heller ikke forkert, at der er forskel på før og efter. Både Luther og Grundtvig fastholdt dette. Luther fremhæver det i sin “Taufbüchlein” fra 1526 i fortalen til hans dåbsritual fra dette år, og i Grundtvigs tekster findes det mange steder.
Der er imidlertid en markant forskel på, hvordan tanken om, at vi bliver Guds børn i dåben, fungerer i Peder Madsens ritual 1912 og i Luthers 1526. I Peder Madsens er det en dogmatisk påstand, pakket ind i en takkebøn. I Luthers 1526 er det noget, som der ydmygt bedes om. I fortalen til sit ritual skriver Luther: “Her hører du i denne bøns ord, med hvor megen klage og hvor alvorligt den kristne kirke bærer det lille barn frem og med vedvarende, utvivlsomme ord bekender for Gud, at det er besat af Djævelen og er et syndens og unådens barn, og således flittigt beder om hjælp og nåde gennem dåben, at det må blive et Guds barn.” (Oversat efter “Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche, Vandenhoech und Ruprecht in Göttingen 1967”, s. 535-536).
I samme skrift, s. 537, opfordrer Luther dem, der står omkring døbefonten, til at høre Guds ord og bede alvorligt med på bønnen. Og lidt længere fremme formaner han om, at alt skal gå ordentligt til ”så man ikke udsætter det høje sakramente for Djævlens spot og vanærer Gud, som deri med så overstrømmende og grundløs rigdom overøser os med sin nåde, så det ligefrem kaldes “en ny fødsel”, for at vi skal blive fri af al Djævelens tyranni, blive befriet fra synden, døden og helvede, og blive livets børn og arvinger til alle Guds åndelige goder og blive Guds egne børn og Kristi brødre.”
Der er ingen slinger i valsen: i dåben bliver vi Guds børn. Men det er værd at lægge mærke til, at det ikke fremsættes som en dogmatisk påstand. Den lutherske reformations dåbsritual har bønnen som fortegn. Det, at vi i dåben bliver Guds børn, er ikke en selvfølgelig ting. Det fremstår ikke som den rigtige teologi, som menigheden i dåbens situation skal belæres om af de skriftkloge teologer. Det er noget, som vi tigger Gud om.
Forskellen på det lutherske og det moderne ritual er til at tage og føle på. Rent faktisk er der en afgrund mellem dem. I det moderne ritual er det at blive Guds barn kirkens påstand.. Det leder unægtelig tanken hen på en selvsikker og selvgod folkekirke, der endda med staten i ryggen kan dele ud af sin rigdom. Dette skriver jeg med stor ulyst. Jeg ved næsten ikke, om jeg tør skrive det, men prøv at læse Johannes´Åbenbaring kap. 3, v. 14-22!
Når vi så kommer til selve Luthers 1526-ritual, der er udgangspunktet for folkekirkens ritual, ser vi det samme. Fortegnet er bønnen: “Jeg råber til dig over denne N., din tjener, der beder om din dåbs gave og begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse.” Derefter kommer “bede- og bankebønnen”, hvor den, der skal døbes, ligeledes betragtes som en, der beder og banker på hos Gud: “så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker, at han må erhverve dette himmelske bads evige velsignelse o.s.v.”.
I den danske folkekirke lægger vi i den indledende bøn ud med at fastslå som en kendsgerning, at vi bliver Guds børn i dåben. Det er ikke er nogen bøn, for vi beder ikke om noget. Vi er rige. Vi har ikke brug for at bede Gud om noget. Jo, i bønnen beder vi ganske vist også om, at Gud vil tage imod det barn, som vi bærer frem for hans ansigt, men den bøn falder til jorden, fordi et bestemt teologisk motiv (at vi i dåben bliver Guds børn) er blevet indført i ritualet og endda stillet i spidsen, så det kommer til at bestemme hele ritualet og trække opmærksomheden bort fra selve dåbens kerne, der er Kristi oprettelse af sin pagt med den, der bliver døbt.
Peder Madsens bøn fra 1912 er ikke udtryk for en stor tiltro til Gud eller et “stærkt dåbssyn”, som indflydelsesrige og magtfulde kredse af teologer mener. Den er tværtimod et markant udtryk for et dåbsritual, der er kørt af sporet – bort fra den lutherske reformation.
En nærmere analyse og sammenligning med reformationens bøn viser, at vi gerne kan undvære Peder Madsens bøn. Det store spørgsmål er, hvad vi så skal have i stedet. Det er derom, kampen bør stå. Vi kan ikke uden videre vende tilbage til reformationens bøn, men vi skal i ritualet have en bøn, der er virkelig bøn, og vi skal have en bøn, der korresponderer med selve dåben som Kristi indstiftelse. Vi skal ikke have en bøn, hvori en selvtilstrækkelig kirke flager med sin teologi.
Missionsbefalingen i dåbsritualet – dåbens indstiftelse
Missionsbefalingen fra Matt. 28,19-20 får i dåbskommissionens midtvejsrapport en meget central placering lige før dåbspagten og dåben Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det ligger helt på linje med ånden i Peder Madsens bøn. I midtvejsrapporten bliver missionsbefalingen oven i købet kaldt dåbens indstiftelsesord. Den pointeret antigrundtvigske Peder Madsen docerede også, at missionsbefalingen er dåbens indstiftelsesord, og han påstod ganske frimodigt, at tilspørgslen med forsagelsen og troen ikke hører med til dåben efter Kristi indstiftelse! (Se “Den kristelige troslære, s. 616-617!).
At missionsbefalingen skulle være dåbens indstiftelsesord er en opfindelse af den pietistiske biskop Hersleb (1689-1757), der i en lang betænkning gav udtryk for, at det var en mangel, at dåbens indstiftelse, og dermed mente han Matt. 28,19-20, ikke var med i ritualet. Han foreslog, at den skulle læses umiddelbart før tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen. Det er netop, hvad dåbskommissionen nu foreslår. Teksten fra Matt. 28. opfattes sådan, at kirken har fået fuldmagt til at udføre dåben på Guds vegne. Igen trænger kirken sig frem og gør sig stor og mægtig på Kristi bekostning.
I Luthers 1526-ritual skal dåbens indstiftelse findes i Jesu dåb ved Johannes Døber. Det fremgår af “syndflodsbønnen”, der følger efter “bede- og bankebønnen”: “du, som gennem dit kære barns, Jesu Kristi dåb har helliget Jordan og alle vande til en salig syndflod og en rigelig renselse fra synden …”. Missionsbefalingen fra Matt. 28. er opstået senere end dåben og hører slet ikke hjemme i ritualet. Dåben er ældre end Matthæusevangeliet. Dåbens indstiftelse er Jesu egen dåb, og når vi bliver døbt, bliver vi døbt med hans dåb og bliver ét med ham, så vi sammen med ham er Guds børn. Motivet Guds børn er til stede i det lutherske ritual før Peder Madsens revolution i 1912, men rigtignok på en ganske anden evangelisk måde.
Fadervor i dåbsritualet
Motivet Guds børn er til stede et sted mere i det lutherske ritual, nemlig i fadervor, der i det klassiske ritual står før vanddåben, lige efter “børneevangeliet”, der slutter: “og han tog dem i favn og velsignede dem”. Derefter skal præsten lægge sin hånd på dåbsbarnets hoved og bede fadervor. Fadervor er altså forstået primært som Kristi eget levende ord til den, der døbes. Fadervor overdrages til den, der skal døbes, og denne inddrages dermed i Jesu eget barneforhold til den himmelske fader.
Dåbskommissionen vil beholde fadervor på Peder Madsens placering af Herrens bøn efter dåben, hvor bønnen mister sin oprindelige betydning. Kommissionen vil ikke have fadervor flyttet tilbage i dåbens kerne af Kristi levende ord til den, der døbes. Man vil beholde den på den nuværende plads i forløbet. I midtvejsrapporten hedder det, at fadervor “fungerer på dette sted i ritualet som de døbtes gave til den døbte.” (s. 43). Igen gør kirken sig rig og magtfuld ved at tiltage sig ejerskabet til Kristi ord, som den kan dele ud af. Kommissionen foreslår endda, at fadervor kan flyttes til efter faddertiltalen.
Der savnes et kritisk forhold til den lutherske tradition
Det kan ikke nægtes, at den danske statskirke/folkekirken i tidens løb gradvis har ændret dåben, så den er er kommet langt bort fra fra den lutherske reformation. Det er ingen overdrivelse at sige, at dåbsritualet er kommet ganske tæt på den middelalderlige katolske opfattelse af dåben som virkende automatisk (“ex opere operato”). Man kan roligt sige, at dåbsmagien har sneget sig ind i ritualet.
Den meget indflydelsesrige biskop Martensen (1808-1884) kan ikke sige sig fri for en stærk tendens i den retning. Han hævdede, at Helligånden ganske vist gives i dåben, men ikke troen. Helligånden gives derimod i dåben som en evne til at tro, en mulighed, der sidenhen kan udvikles. Denne lære overtog Indre Missions formand Vilh. Beck. Den findes allerede i den middelalderlige katolske teologi. Middelalderens katolske “normalteolog” Thomas Aquinas mente netop, at spædbarnet i dåben får skænket trosevnen, men den aktuelle tro vokser først frem senere i livet. (“Med nåden i favn”, Fønix 2024, s. 216). Det er en farlig lære, for den medfører en betydelig risiko for, at troen, der altså skal følge efter, når barnet bliver voksent og bevidst, bliver en menneskelig præstation. Samtidig medfører det, at et spædbarn altså kan blive frelst uden tro. Det er en forestilling, der er helt utænkelig for Luther og Grundtvig.
I folkekirken mangler vi desværre selvkritik. Grundtvig var i stand til at forholde sig kritisk til den lutherske tradition efter reformationen, men hans indsigter efter den mageløse opdagelse i 1825 har sat sig ringe spor. Han mente som bekendt, at den lutherske reformation skulle fortsættes. Men der er desværre sket det, at kirkens ritual i stedet har bevæget sig længere og længere bort fra reformationens dybeste anliggende: At dåben er det fornemste udtryk for, at et menneske retfærdiggøres ved troen på Kristus.
Luthers ritual af 1526 er på tysk. Luther droppede latinen; det var ham meget om at gøre, at der blev “døbt på tysk”, så at fadderne og de omkringstående, “desto mere kan blive tilskyndet til tro og alvorlig andagt.” Og han mente som bekendt, at Ordet og troen var det afgørende i dåben, ligesom det var for Grundtvig.
Grundtvig skrev en artikel på 12 sider i Den Christelige Børnelærdom om Ordet og Troen (Udv. Skr. 9, s. 437-448), og i Christenhedens Syvstjerne har han en lang række strofer i afsnittet “Tysker-kirken” om samme emne (“Christenhedens Syvstjerne, Th. Michaelsen og Tilges Forlag, København 1860, ss. 121 ff. I Th. Balslevs udgave, Kirkeligt Samfund 1955, er det fra strofe 23 og videre, s. 150 f.). Disse skrifter burde i langt højere grad frugtbargøres i arbejdet med dåbsritualet.
Ordet og troen som det centrale i dåben betyder, at dåben er en pagt, hvorved Kristus nådigt tager den, der døbes, ind i troens forhold til ham. Troen er i absolut forstand en gave. Derfor bedes der i “syndflodsbønnen” om, at Gud “i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.” Grundtvig er i det stykke helt på linje med den lutherske reformation. Opfattelsen af dåben som en pagt er ganske vist ikke helt fraværende i midtvejsrapporten, men den får desværre ikke nogen indflydelse på de tre mulige modeller, der foreslås.
I dåbskommissionens midtvejsrapport savnes en kritisk forholden sig til den lutherske tradition, og der mangler en bestræbelse på tilbagevenden til det oprindelige.
Det oprindelige er en fattig kirke, der ved dåben tigger Gud om den gave, han i dåben vil give ved sin Søn, vor frelser Jesus Kristus. Gaven udtrykkes på mange måder. Ikke mindst er det syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv, som det hedder i dåbspagten.
Villy Klit-Johansen, 9. juli 2025